Fireogtreds binære cifre

Hej igen. Længe siden! I dag vil jeg i stedet for at prise facetter af denne industri, problematisere vidse skarpe kanter af den. I virkeligheden er det ikke bare musikmiljøet, men hele IT-Branchen, og dens manglende modernisering. Man tror det ikke, men i denne sammenhæng, er der ingen som helst sammenhæng mellem Udbud og Efterspørgsel. I godt og vel 15 år, har vi PC brugere haft nytte af den 32 cifrede binære arkitektur af datalogiske apparater som fx Processorer og andre Aritmetisk logiske enheder, og det er bl.a. på den kerne, du sandsynligvis sikkert sidder og læser fra lige nu. Det gør du måske enten uden du ved det selv, eller fordi du troede der ikke var andre muligheder, eller fordi du ligesom mig er klar over problemstillingen med at opgradere.

Hvis dette var én stor forvirring, så lad mig forklare nærmere.

Som sagt, så har vi de sidste 15 år kørt på den 32 cifrede arkitektur vi i international sammenhæng kalder "32 bit". Matematiske kalkulationer bestemmer logisk set, at denne kerne ikke kan udnytte mere hukommelse end 4 Gigabytes, hvilket i dag er et faktum, der kan være en flaskehals for mange moderne computere. Nogle spiller bare RAM-intensive computerspil, og ønsker flere billeder på skærmen per sekund, mens andre sidder i intensive videoredigeringsforløb, og har brug for hukommelsen til at arbejde hurtigere, og dermed mere effektivt. Alle har forskellige behov.

For mit eget vedkommende, arbejder jeg meget software-baseret. Jeg kører selv på en 32-bit platform. Hvorfor jeg gør det, vil jeg senere forklare. Mit system udnytter ALTID den fulde RAM-kapacitet, eftersom mine projekter er meget intensive, og mit maks på de 4GB, er en grænse, jeg på mirakuløs vis altid kan lade mine projekter bære.

Men ligesom videoredigeringseksemplet, er det også vigtigt for mig selv at arbejde intensivt. Det skader kreativiteten, effektiviteten og det personlige overskud, når et projekt er så bombet, at man knapt nok kan bevæge sig rundt i det. Jeg har også brug for at kunne udnytte mere hukommelseskapacitet. Jeg har derfor bestilt den dobbelte hukommelse hjem; 8GB, med stramme Timings, hvilket gør dem ideelle til effektivt arbejde. Problemet er bare, at det forudsætter at jeg opgraderer til en platform der har adgang til denne større mængde hukommelse, da de 32 bit som skrevet tidligere ikke kan udnytte mere end de 4 GB.

Den arkitektur der kan udnytter mere end 4 GB, hedder 64 bit.

De 64 bit, har sådan set været i brug i næsten 50 år, men kom først så småt ind på markedet med mikroprocessorene, og har gjort sit indtog i mainstreamen de seneste 5 år. Det skyldes efterspørgslen efter mere hukommelse, som er skabt på baggrund af de konstant stigende systemkrav for både computersystemer, behandlingsprogrammer og traditionelle computerspil.

Antallet af PC brugere der skifter til 64 bit nu, er drastisk stigende, eftersom det er blevet en trend blandt elektronikforhandlere at sælge systemer med så mange RAM som muligt - 8 GB er en helt generel standard for mange "Gamer-systemer". Det er først når folk sidder foran deres nye computer, og ser at computeren rent faktisk kun udnytter lidt under de 4 af dem, at de sætter sig ind i sagerne, og bliver klar over, at de er nødt til at opgradere deres system fra et 32 binært system til et 64 binært et.

Man kan forestille sig, at efterspørgslen på et 64 bit system har været eksponentielt stigende, med en enormt høj rate indenfor de seneste 5 år, hvis vi ser lidt bort fra den kedelige finanskrise.

Fint nok, tænker vi så. Så opgraderer vi da bare til en 64 bit platform, umiddelbart ser vi da ikke problemet?

Lige præcis, ganske korrekt. Vi ser ikke problemet. Det burde der ikke være noget af. Problemet er bare, at det er der. Pokkers mange! Det er kun en minoritet af de IT-udviklende virksomheder, der understøtter 64 bit, og det er en lige så lille del af dem der har planer om at gøre det inden for en nær fremtid. Det betyder også, at der står millioner af mennesker med et 64 bit system, der har et minimum af flere programmer, der ikke fuldt ud understøtter platformen, eller endnu værre, har programmer der slet ikke kan køre på den. Efterspørgslen er høj, virksomhederne burde modtage hundredevis af klager, dagligt, på grund af dette, og det giver ingen logisk mening, at så mange endnu holder sig tilbage fra at opgradere deres software eller hardware med 64 bit kompatibilitet. For det er fremtiden, og det ser forbrugerne. De har konstant brug for flere hestekræfter i deres computer, for at kunne holde sig på forkant med de stigende krav.

Denne statistik viser Puget Systems salgstal for en periode mellem 2007 og 2009, der klart viser høje salgsrater af 64 bit platformen Vista, lige efter lanceringen af det nye styresystem. Den viser ikke bare hvor høj efterspørgslen er efter den nye arkitektur, den viser også hvor stabil efterspørgslen har været. At den er gået ned mellem 2008 og 2009 kan både være et resultat af den mere og mere udskældte Windows Vista platform, og et resultat af den mere og mere udbredte problematiske virkelighed at køre på et 64 bit baseret system.

Denne undersøgelse, udført af XTreview.com, viser udfra hukommelse fra virksomheden Corsair, at spændet mellem de 4 og de 8 gigabytes er drastisk betydningsfuldt i nogle scenarier, og derfor af høj vigtighed for professionelle, der altid skal være produktive og effektive.

Jeg selv stødte på denne problemstilling for første gang for et år siden, hvor jeg netop havde investeret i et nyt system, netop så jeg kunne kaste mig ud i større og mere krævende optagelser. Jeg købte mig en Windows Vista Ultimate Licens, 64 bit versionen, og fik den op at køre. Jeg fik på mirakuløs måde købt udstyr, der alt sammen mere eller mindre understøttede de 64 bit, og var egentligt godt kørende. Lige indtil jeg skulle til at begynde med musikbryggeriet.

Line 6, et mærke jeg ellers er meget tilfreds med, og som er kendt for en vidunderlig kundeservice, understøttede IKKE 64 bit. Ligesom så mange andre. Det var det dér princip med: "Hvis vi skal gøre det, så skal de andre også gøre det", der herskede i industrien. Jeg kunne ikke acceptere det, og begyndte at starte et totalt oprør imod deres manglende driversupport, og lancerede op til flere forumdebatter, klagemails og telefonopkald til Line 6, og beskrev hvor mange der rent faktisk stod og manglede understøttelsen.

Overraskende nok, bar mine anstrengelser frugt. Ikke mere end en måned efter, havde de udviklet 64 bit drivere, og tillod nu folk som mig at køre vores Line 6 hardware over et 64 bit system. Og det manglede da også bare! Til min egen store overraskelse, lærte jeg hvor let det faktisk er at gøre en forskel. I midlertid var jeg dog skiftet til en 32 bit platform, for at kunne holde mig selv kørende. Dertil skal også siges, at de færreste af mine plugins kunne køre på 64 bit platformen. Her, et år efter, står jeg igen i den situation at søge et skift, på grund af ovenstående problemstilling omkring effektivitet, og nye RAM. Jeg har imidlertid opgraderet til Cubase 5, dels på grund af dens fulde 64 bit support. Da jeg checkede nettet for kompatibilitet i dag, kunne jeg ikke tro mine egne øjne. Hvad der for et år siden ikke var understøttet, er heller ikke understøttet i dag! Selv på baggrund af den konstant stigende mængde folk der kører på den nye, mere moderne arkitektur.

Selv lederen indenfor digitale plugins, Waves, kunne overhovedet ikke samarbejde med et 64 binært system, uden man tog sagen i egen hånd, og fiflede med det. Nu har vi fået Windows 7, og allerede på et døgn oversteg salgstallende de tal det tog Windows Vista 17 uger at opnå. Man må håbe, at det åbner døre for en bredere støtte. Dette er et opråb til industrien om at komme i gang og vise sig som et godt eksempel!

SELVFØLGELIG skal vi som erhvervsdrivende individer kunne udvikle os i takt med vores omverden, og dette kan vi ikke selv efterleve når så mange produktudbydere ikke selv gør det. Når jeg opgraderer til min Windows 7 x64 licens, vil jeg selv stå i den kedelige situation, at mere end halvdelen af mine produkter ikke er understøttet, og jeg står i det triste dilemma om at leve med min ineffektive 32 binære arkitektur, eller om at efterleve mit eget krav, og dermed miste mange muligheder. For nu i hvertfald; vi venter alle sammen på den fulde understøttelse af vores allesammens produkter. Den burde have været her for flere år siden, men det er den ikke. Om den er her om et par år, vides heller ikke.

Jeg opmuntrer hermed alle læsere til at tage sagen i egen hånd. Er jeres produkter heller ikke 64 bit certificerede, så gå i gang med at kræv det. For tiden har vist, at det kan betale sig. Både for jeres egen skyld, og for hele industrien. Tiden har nemlig også vist, at virksomhederne kun gør hvad der kan gavne deres salgstal, og hvis de får det indtryk at en understøttelse kan gavne dem, så gør de det også - lige med det samme. Derfor - tag sagen i egen hånd, - Det er fandme for skidt!

Tak for i dag. I løbet af den næste periode vil der komme et nyt indlæg om studiets nyeste grej, hvilket bl.a. inkluderer et Steinberg/Yamaha MR816CSX interface, en AKG D112'er, den omtalte Cubase 5, og mere til. Ha' det godt!

Software Equalization (og diskant)

Hej og tak fordi du igen kigger forbi denne side. Jer få der nu følger med i hvad jeg skriver er jeg sgu glad for - det er fedt at nogen finder noget af det jeg skriver interessant og måske endda brugeligt!
I dag skal det handle om Equalizere. Igennem dette indlæg vil jeg forkorte ordet til "EQ", bare så i er advaret! Jeg vil kaste mig direkte ud i det.

EQ er mit foretrukne værktøj når jeg efterbehandler en optagelse. Det er især det ultimative værktøj når man skal behandle en optagelse der ikke er optimal, pga akustik eller meget mere simpelt og lige til - pga en dårlig mikrofon. Ved at skrue op og ned for de mest frem-, eller lavtstående frekvenser, kan man optimere kvaliteten af optagelsen, samt give et indtryk af en højere lydkvalitet end der egentligt er i den oprindelige optagelse.

Hvis man overhovedet kan påstå at jeg har sådan én, vil jeg vove at påstå at min "Sound" som lydtekniker ligger meget vægt i høj diskantgengivelse i mixet. Jeg bryder mig i høj grad godt om den "klarhed" og den "luft" man pålægger et spor ved at fremhæve de luftige frekvenser.
Her er det vigtigt man dog passer på med hvor meget man piller med de høje frekvenser - Selvom man kan lave en lækker lyd på et spor alene, kan det med en masse diskante optagelser blive et diskanthelvede, og det bryder ingen sig om at høre.

Da jeg arbejder næsten 100 % digitalt baseret, og alle mine plugs derfor er lige så, er det meget let, især under mastering EQ at gøre mixet meget "digitalt lydende". Hvis man er lige så glad for diskante mix som jeg, er det vigtigt man har en god, analog, hardware EQ i studiet. Sådan nogle kan skabe luft i mixet, på en rund og blød måde, der ikke skærer i øret på samme måde som digital EQ.

Det er altid vigtigt når man masterer frekvensspektret og forsøger at gøre mixet flat (men fokuserer i de høje frekvenser som jeg, for at skabe et "high fidelity" mix), at have et sammenligningsmix ved siden af med et mix man er meget glad for lyden af, for mit vedkommende er jeg glad for Lord-Alge brødrendes sound - selvom de ikke har den samme klare diskant som jeg selv efterstræber. - Øret snyder nemlig, og godt som man føler man har et skarpt mix, finder man hurtigt ud af det enten mangler eller overflyder diskanten når man hører det på vej hjem, kører i bilen, eller sætter det på anlægget i stuen. Derfor er det vigtigt med masser af pauser når man forsøger at gøre sit mix flat - og endnu vigtigere at have et kontrasterende mix at forholde sig til.

Hvad fanden skal jeg bruge en Equalizer til?

Lad mig lige gå igennem nogle basics indenfor det med Equalization:
Der findes mange forskellige typer EQ's, parametriske som grafiske equalizere, og hver i sær er de gode til forskellige formål. Fælles for dem alle er dog én ting - De kan deles op i fire frekvensbånd, når man snakker om hvilke frekvensspektre der er mere eller mindre fremhævet.
Low (20-300hz) Low Mid (300-2000hz) Hi Mid (2000-8000hz) High (8000-21000hz)

Disse kan pilles ved over mange forskellige bånd. Nogle Eq's har 4 bånd, andre har 61. Det handler alt sammen om hvad opgaven er. Hvis det er minimale ændringer man vil lave, er det smart med en meget nøjagtig EQ, mens andre opgaver er bedre stillet med meget hørbare EQ ændringer.

På langt de fleste parametriske EQ's kan alle frekvensbånd indstilles med en "Q" setting. Denne udgør hvor meget de ændringer man lave skal "flyde ud" over de forskellige frekvenser. Med stramme Q settings vil et boost på 10 dB på fx 500 hz gå meget lidt ud over frekvenserne nær. Det vil sige, at 500 hz vil få et boost på 10 dB, og det kan man måske mærke ved 550 hz som det yderste, men så ikke længere. Med meget løse Q settings, kan et boost på 10 dB på fx 500 hz gå udover hele frekvensspektret. Man kan indstille Q indstillingen alt efter hvor mange frekvenser ens ændringer skal gå udover.

Det gælder naturligvis om at skabe en ligevægtig gengivelse af de forskellige frekvensspektre, for at din optagelse er flad og naturlig. Det skal du især have for øje ved mastering, hvor det vigtigste er et flat mix, man kan lytte igennem mange gange uden at trætte øret.

Andre gange vil man have visse frekvenser fremhævet over andre. Det vil jeg forklare i det følgende afsnit:

Jeg kan ikke høre stortrommen mand!? Op med volumen på den - Så skal det nok gå! ...Eller hvad?

I gamle dage gik jeg rundt og følte jeg havde et problem når jeg mixede musik. Når jeg hørte mit mix på et anlæg syntes jeg sagtens jeg kunne høre storetrommen - og den lå og pumpede præcist som den skulle. Jeg var vild med det, og gik direkte videre fra den. Så snart jeg fik mine hovedtelefoner på og mixede med dem, følte jeg dog der var noget i vejen - I dem kunne jeg pludselig ikke høre storetrommen? Jeg kunne mærke den, men den stod ikke ud i mixet, så man klart og tydeligt kunne høre den ligge der og pumpe, under den tunge bas og distortionguitarene. Hvad gjorde jeg? Jeg kunne jo prøve at skrue den op i volumen. Jeg lyttede til det på anlægget. Storetrommen sidechainede hele mixet (Sidechaining er når én eller flere lyde skruer ned for de øvrige lyde når de er tilstede - bruges flittigt i meget House), og storetrommen var langt for dominerende.

Jeg måtte finde på en anden løsning! Som jeg læste rundt på nettet blev jeg hurtigt meget klogere.
Pointen ved en EQ er at skrue op og ned for forskellige frekvenser. Her taler vi ikke om at modificere optagelsens frekvenser - her taler vi om at skrue op og ned for dem med deciBel, nøjagtigt som vi ville det på et spor. Skruer vi 16 dB op for 2000 hz, bliver 2000 hz også 16 dB højere på den optagelse i mixet. Skruer vi bare op for hele sporets fader, bliver samtlige frekvenser skruet 16 dB op. Men her med en EQ, kan vi udplukke én frekvensgruppe i optagelsen og skrue dén op. Det smarte her er, at i alle optagelser er der forskellige karrakteristika der er mere eller mindre fremtrædende. Lad mig tage eksemplet med storetrommen op, som eksempel.

Opdeler vi storetrommen i 4 frekvensgrupper, kan man sige at:
50-140hz -
Her ligger fyldet og bassen i mixet - Det er de frekvenser hernede, der gør at storetrommen hvis den er ved en meget høj volumen, fuldstændigt mudrer basområdet i dit mix. Skrug op for 50- eller 60hz for at give det mere af det slag man kan mærke på sin egen krop.
En god frekvens i den her klasse er 100hz - lige ud. Her har vi storetrommeslagets bas, og er en god frekvens at pille ved. Føler du at din storetromme er for tam og kedelig - så boost den her frekvens, og du vil mærke en forbløffende forskel.

200-400hz -
Her finder vi de frekvenser jeg personligt typisk ikke finder særligt attraktive ved en storetromme. Her ligger hele resonansområdet, og alle mudrerfrekvenserne ligger hernede. Det er "fyldet" der ligger hernede - og skrues derop for det, vil storetrommen ligeledes også fylde mere i mixet. Et underligt område, og personligt bruger jeg tit den løsning at skrue drastiske 18 dB ned for 275 hz - dog med meget stramme Q-settings. Jeg sørger for at færrest muligt øvrige frekvenser i området bliver påvirket, men især lige dér omkring de 275hz, ligger der meget mudder og resonans - og da jeg godt kan lide storetrommer med godt click - men samtidigt god bund i, er det for mig en god løsning.

2000-4000hz -
Her har vi nogle dejlige frekvenser til at løse ovenstående opgave. Som jeg før fremstillede som problemstilling, havde jeg det problem at jeg ikke kunne mærke storetrommen i hovedtelefonerne. Det var kun når jeg spillede det over et anlæg den pludselig dukkede op.
Det skyldes at det der udgør storetrommens klang som et reelt instrument er dens "click". Det er her slaget ligger. Meget nøjagtigt omkring 3700 hz på de fleste storetrommer jeg har arbejdet med er der et meget sensitivt frekvensbånd.
I denne opgave er det her der skal skrues op, blandt andet. Øges der i dette spektre, vil anslaget dukke mere og mere op. Og på denne måde er vi godt på vej til at løse opgaven, da vi pludselig begynder at kunne høre slaget i hovedtelefoner - uden at øge på lydens volumen som en helhed.
Dette fungerer godt i sammenhæng med det følgende frekvensbånd
6000-12000hz -
Ved disse høje frekvenser, ligger toppen af slaget og gemmer sig. Det er her vi "lever instrumentet op", og får det til at føles tæt på os. Jeg beskrev ved det tidligere bånd hvordan 3700 hz skaber mere klik. 3000 hz højere oppe ved 6000, ligger det øverste af "click'et" og gemmer sig. Her skal der også skrues op. Ved en 3dB gain på begge bånd, vil både bunden og toppen af klikket fremhæves. Indenfor metal er det her der virkelig bliver gået til den, for at skabe storetrommen der står oven på alle de øvrige instrumenter.
Oppe ved 12000hz ligger storetrommens absolut højeste frekvenser og ringer. Går man meget højere op, øger man intet andet end hvid støj til optagelsen - storetrommen agerer simpelhent ikke højere oppe. Jeg elsker at skrue op på dens øverste topfrekvenser - da det igen skaber luft og livlighed i optagelsen. Man føler i højere grad at trommeslageren sidder helt op ad mikrofonerne, og man føler i højere grad man er i rum med trommeslageren. - Dejligt frekvensspektre.

Læste du disse fire bånd igennem, ved du nu også hvordan du skal gribe den opgave an. Det kan naturligvis også gå den anden vej - din storetromme er for fremtræden i mixet, og den har brug for mere fylde og mindre fremtrædenhed. Her sænker du de omtalte frekvenser i de øverste bånd, og hæver især bundfrekvenserne.

Disse principper gør sig naturligvis gældene ved alle typer instrumenter eller lyde du piller ved. Optager du fx en bas hvor anslaget fylder for meget, er det igen ved de højde midtfrekvenser der skal skrues ned. Som du arbejder med det bliver du klogere på hvad der skal gøres ved forskellige arbejdsopgaver.

Jeg vil nu fortælle lidt om de forskellige muliger du har med Equalizere.

Jeg vil ha' hurtige, mærkbare resultater! Det dér med at pille specifikt med små bånd er sgu ikke lige mig!

Som breskrevet tidligere er der flere forskellige typer EQ's.


Den parametriske Equalizer
Denne her er god til hurtige resultater, og er vejen frem for hurtige, mærkbare resultater. Står man med en opgave foran sig med en meget tam guitaroptagelse, hiver jeg altid en parametrisk EQ frem. Pointen med en parametrisk EQ er at have kontrol over nogle bånd (typisk meget begrænset - de største har helt op til 18, hvor en gennemsnitlig og derfor også "mest" parametrisk EQ har mellem 4 og 5 bånd), og derfra kunne indstille ting som frekvens, volumen i dB, og båndbredde (Q-setting). Her kan man foreksempel indstille det laveste bånd, som på billedet ville være knappen længst mod venstre, til at øge 3 dB ved nogenlunde løse Q-settings således at de spænder udover hele bundspektret. Så kunne man fx indstille den til 100 hz, og de øgede frekvenser ville så dele sig under og over 100 hz, med det stærkeste boost på akkurat 100 hz.
Det samme gør sig naturligvis gældende ved de andre bånd.
Disse er smarte til hurtige, hørbare resultater. Derfor er det også sådan nogle vi finder på alle guitarforstærkere, stereoanlæg og så videre, i form af de 3/4 navne "Bass, Middle, Treble og evt Presence". Er man dog ude efter præcise og mindre boosts, for at finpudse en optagelse, er en grafisk equalizer dog sagen.

Den grafiske Equalizer
Her har vi et værktøj der virkelig giver os præcision. I stedet for at arbejde med at bestemme hvor meget en ændring mellem frekvensernes volumen skal gå udover nærliggende frekvenser, har vi her en maskine der i stedet udelukkende opererer med præcise og eksakte ændringer. Skruer man op for 4000hz - skruer man op for 4000 hz, og ikke 4200hz. Da man har mange flere bånd at arbejde med kan man her, på en noget præcisere måde bestemme præcist hvor fyldet skal accentueres, og hvor det ikke skal. Disse gør sig nyttige til at finpudse en ellers god optagelse, og til at fremhæve meget smalle frekvensbånd i forhold til andre.
Står man og operer med en Subwoofer, ligger sådan en og runger i frekvenserne mellem ca 20 hz og 100 hz. Her er det vigtigt at man er meget nøjagtig med hvad der skal fremhæves, og hvad der ikke skal. Typisk kan man ved hjælp af en grafisk equalizer fx fjerne alt ved 20 hz, og balancere frekvenserne mellem 20 og 60 hz, og så samtidigt have muligheden for at pille ved de lidt højere basfrekvenser nær 100 hz, og dermed have en noget bedre fleksibilitet og præcision.

Vores nye digitale venner giver os mellemvejen!
"The best of both worlds" er et citat vi hører tit, og her træder det i den grad til! Med de digitale plugins, har vi meget mere firepower at arbejde med. Waves lancerede Q10 EQ'en med intentionen at give præcision, fleksibilitet og hurtighed. Med 10 bånd at operere med, har man rig mulighed for at være præcis. Samtidigt er dette nu altså en parametrisk Equalizer, da vi samtidigt kan indstille på båndbredden (Q-indstillingen) af hver evigt eneste bånd. Vi har rigeligt af bånd, så her har vi fx muligheden for at fjerne alt under 20 hz, men samtidigt øge et markant boost i basområdet 70-120 hz med en Q-indstilling på 7.0, hvilket svarer til små, men mærkbare resultater på de nærliggende frekvenser. Det er sådan nogle her jeg arbejder med, da jeg både kan skabe hurtige, hørbare resultater, men samtidigt også kan gå i dybden med hver enkelt del af optagelsens fylde, overtoner og forskellige facetter.
Derudover farver Q10'eren ikke lyden synderligt meget, så den egner sig også til at finpudse optagelser, og er derfor virkelig et troværdigt eksempel på, at man godt kan blande tingene godt sammen.

Skidt nu være med det dér finpudseri af de enkelte spor - Jeg sidder her og prøver at få mit mix til at lyde lækkert som en helhed!

Ligesom der er gode EQ's til at forfine småting ved dine spor, er der også gode EQ's til at forfine hele dit mix - gøre det flat. Disse gør sig naturligvis gældende når du sidder og mastererer dit mix.

Multibåndskompression
Før har jeg forklaret lidt om dette princip, men i denne omgang vil jeg fokusere i højere grad på det Equalizingsmæssige aspekt af det. Igen fra Waves har jeg trukket Deres "Linear Phase Multiband" plug-in frem. Det er et masteringplugin af den højeste kaliber. Hvor en normal equalizer er sagen når det gælder præcise og fokuserede finpudsninger af en enkelt optagelse, gør denne sig nyttig når opgaven er af større kaliber - du skal justere hele dit mix! Hvad denne kan, er at udligne de forskellige frekvensbånd (Low, Low Mid, Hi Mid og High), således at mixet bliver flat, og intet dominerer over andet. Det er på denne måde et mix bliver "kontrolleret", og "samlet".

Ved hjælp af nogle VU-metre for hvert bånd, kan man indstille ved hvilket Threshold kompressoren slår til ved hvert bånd. Herefter kan man Gaine de forskellige bånd. Jo mere man gainer det ene bånd, jo mere fremtrædende bliver det, naturligvis. Man kan også indstille release og attack mellem de forskellige bånd. Her er det fx en god idé at have et langsomt attack på bundfrekvenserne, og et hurtigt ét på topfrekvenserne, og derfor også et langsomt release på bunden og et hurtigt et på toppen.
Selv bruger jeg ALTID netop denne i masteringopgaver, og det er ved hjælp af værktøjer som dette, at et mix begynder at lyde færdigt og "professionelt". Alt bliver samlet som en helhed!

Det var egentligt hvad jeg i dag havde af input at komme ud med. Til slut vil jeg lave nogle udstyrsanbefalinger, således i ved hvad der er værd at investere i!

Flux EPure
Dette er et meget ukendt plug-in udenfor interne kredse, selvom det i virkeligheden uden tvivl er et af verdens bedste digitale equalizere. Jeg vil vove at påstå at EPure er verdens mest transparente Equalizer. Ingen hardware eller software enhed opnår samme transparente lydgengivelse som denne i mine egne øjne. Gør sig gældende, når ekstrem præcision er i sigte.
Meget brugervenlig, simpel og med 5 bånd at operere med, har vi her med et monster at gøre. Det tager tronen af digitale equalizere til præcisionsarbejde, og så til en overkommelig pris.



Waves PAZ Analyzer/Frequency
Pointen ved dette uundværlige værktøj er at analysere hvori en optagelse ringer mest frekvensmæssigt. Der hvor udslaget er højest, ligger den højeste frekvensgengivelse. Dette værktøj er godt til at finde overtoner, og finde ud af hvordan en optagelse kan gøres mere flad, og for at se hvor fokus ligger. På dette billede kan vi se at den optagede lyd især peaker ved 30 hz og 260 hz. Skrues der væsentligt ned for de 260 hz, vil lyden ændre sig markant. Og således kan man forme lyden akkurat som man vil.

Det var alt jeg havde at fortælle om Equalizers for i dag. Jeg håber nogle af oplysningerne har været nyttige!
Over and Out!

Del 3: Delay-Effekten - Studietips (og teori)

Her i seriens sidste og afrundende artikel vil jeg komme ind på hvordan Delay ikke blot er en fed effekt til ens arrangementer, men også en af de nødvendige funktioner for at manipulere lydbølgerne og fylde optagelserne op med en federe (som i tykkere og fyldigere), mere produceret lyd.

Jeg vil igennem flere afsnit gå meget konkret til værks igennem en række eksempler fra mit daglige arbejde. Så kan man da håbe at jeg undervejs skildrer et scenarie du selv har stået overfor, og i bedste fald bliver inspireret med noget nyt input.

Når studietiden hører op og arbejdet bag knapperne er betinget af et begrænset udbud af optagelser (plus lidt fysik man ikke gad at følge med i):

For godt og vel et par måneder siden, havde vi i studiet et metalband nede for at indspille et par demosange. Vi havde ikke meget studietid, men nåede at få det hele i kassen - sådan da! Guitaroptagelserne blev meget skæve, og efter begge guitarister havde dubbet deres guitarer, var det overstået. I de følgende uger skulle jeg sidde og mixe på det.
I takt med jeg mixede på musikken, og trommerne, bassen og vokalen begyndte at lyde som de skulle, skildte de skæve, eller "utighte" som det siges for tiden, guitarer sig ud i mixet som værende irriterende for øret og uprofessionelt ringende.
Efter timevis af arbejde med at time de forskellige spor efter hinanden, besluttede jeg mig efterhånden for at slette den ene af de skæve guitarer, og lade det spor der timede bedst med trommerne blive. Nu havde jeg et stereomix med én mono guitar midt på, et scenarie man aldrig vil finde i metal indenfor de sidste 25-30 år.

Her kommer det studietekniske så for skud. Enhver der har prøvet at optage guitar ind i deres computer, har hurtigt lært hvordan det med bare at kopiere ens guitaroptagelse ned på et spor nedenunder, og panurere hvert spor ud til hver sin side ikke helt fungerer som man tror. Det første der falder én ind før man finder på idéen er: "Jamen, hvorfor optage 2 identiske guitaroptagelser og panurere dem ud, når man bare kan kopiere den ene optagelse og udføre samme procedure?"

Jo ser du - så skal vi ud i noget af det du formentligt lærte da du gik i gymnasiet om Akustik og lydbølger - hvis du da gjorde det, eller endnu har det til gode.
Når du slår en streng an på din guitar, danner det vibrationer. Disse vibrationer er budbringere for informationer om hvilken fart, amplitude og frekvens dit anslag udførtes med. En lydbølge som du ser den i din foretrukne DAW, for mit vedkommende Cubase SX3, ser ud som den gør fordi den er en sammensætning af overnævnte 3 ingredienser.
Det sekund du vælger at kopiere dit guitarspor og panurere hvert af dem ud til hver sidde, vil du erfare at der er et eller andet helt galt. Den følelse får du, fordi lydbølgerne går i inteferens.

Inteferens er når 2 lydbølger ringer med præcist samme fart, amplitude og frekvens, og derfor står i det der hedder fase. Fase er i øvrigt et ord du nok har hørt før; at noget skal være "fasekorrekt", eller "phase correct", og derfor er det vigtigt at man forstår netop dette. Er det ikke fasekorrekt, så viloplevelsen vil være at lydkilden, som i dette tilfælde er én guitaroptagelse, som opfattes som ét signal pga den står i fase, vil være højere eller lavere som man bevæger sig rundt mellem højtalerne. Det ene panurerede signal vil fremstå lavere eller højere end det andet alt efter hvor man hører det fra - og hører man det i hovedtelefoner, lyder det som om stikket ikke sidder ordentligt i interfacet. Det lyder altså ikke som flere individuelle lydkilder, men derimod som én der er placeret et underligt sted i stereospektret.

Løsningen finder vi i eksemplet jeg sådan set var ved at forklare lige før. Det vender jeg tilbage nu. Som sagt stod jeg med et stereomix med en mono guitar ovenpå, der var meget tynd og skreg på en dubbet guitar. Her stod jeg foran et par muligheder. Jeg vil først fortælle om hvad jeg reelt set gjorde, og derefter et par alternativer der fungerer godt til andre lydkilder end rytmeguitar.
Jeg kopierede først guitarsporet og panurerede hvert spor ud til hver sin side - præcist som jeg lige forklarede - og det skabte naturligvis inteferens mellem de 2 spor. Men her kommer tricket! - Jeg rykkede derefter det kopierede spor nogle ms (millisekunder) mod højre. For hvert ms sporet rykkes, går sporene mere og mere ud af fase, da lydbølgerne kommer til at se mere og mere forskellige ud. Et godt og gammelt typisk trick indenfor musikproduktion er at rykke sporet 15 ms mod højre. Her vil du opleve at sporene nu faktisk vil høres som 2 individuelle spor. Men er det nok? Bestemt ikke - man sidder stadig med oplevelsen og fornemmelsen af at vi kun har med én guitaroptagelse at gøre. Der skulle mere til! Jeg har aldrig været enig i at de 15 ms er tilstrækkeligt, og rykkede derimod det kopirede spor 26 ms frem, hvilket giver en acceptabel variation mellem de 2 optagelser. Rykkes der for langt frem på signalet, vil der auditivt høres en uvelkommen skævhed mellem optagelserne, og det vil lyde som 2 takes, hvor det ene hele tiden er lidt bagefter det andet.

På det kopierede spor, som i øvrigt er et stereospor, kørte jeg et plug-in over, der skulle stå for endnu arbejde med at få de to spor til at skilde sig ud fra hinanden. Jeg har beskrevet det i forrige afsnit - Vores allesammens PSP Audioware 608 MultiDelay. Den unit har et preset der hedder "Voice Doubler 1". Dét preset gør lidt af hvert. Først og fremmest fungerer det som en "Doubler". Dvs, det dublerer lydsignalet til 2 (Så har vi nu 3 signaler af den første optagelse), og rykker rundt på de dublerede signaler så de ligger fasekorrekt, ligesom vi gjorde før. Derefter laver det minimale ændringer mellem pitched på de 2 dublerede signaler, blot for at bekæmpe inteferens yderligere. Det fungerer også som en "Stereo Expander", da det presser hver af de Doublede signaler langt ud i hver højtaler, og Reverb'er det ene en smule.
For lige at opsamle, har vi altså 2 lydspor af den samme optagelse, men hvor den ene har en doubler på. Jeg kørte et udemærket plugin fra Waves der kaldes "S1 Stereo Imager" på det kopierede spor og kørte "Rotation" helt ud mod højre, således at de 2 doublede spor kørtes helt mod højre højtaler. Det originale spor forblev selvfølgelig stadig panureret helt ud mod venstre.

Der var nu tilstrækkelig forskel mod signalet i venstre og højre side, da det højre signal både var blevet doublet, time- og pitchshifted, stereo expandet og reverb'et, og jeg var tilfreds med guitarlyden endelig.

For at opsummere på det hele kan man sige, at du kan manipulere et mono signal til at blive til 2 monosignaler der udgør ét stereosignal, såfremt du udfører nogle teknikker der gør brug af time shifting mellem de 2 signaler.

Resultet blev i øvrigt udemærket, og kan findes på bandets myspace profil (http://www.myspace.com/foxandabath). Hertil skal man have for øje at guitaren fremstilledes ved ovenstående teknik, og at mixarbejdet udelukkende er et resultat af kort tids mixning.

Som jeg skrev tidligere, er der også nogle andre ting du kan gøre ved et monosignal for at fylde det ud i stereospektret. Disse teknikker indebærer hvad jeg skrev om i begge forrige indlæg. Disse er til at foretrække når det gælder de fleste andre signaler end rytmiske distortede guitarer, lead synths og lignende.

I afsnit 1 og 2 lærte vi hvordan vi fylder ud med effekter som delay og reverb. Det skal vi til nu. Forestil dig at du i dit arrangement har optaget en fingerspilsguitar. Den står lidt alene og er lidt spinkel, og du har oprettet et mono track til den. Du har 2 muligheder. Du har følgende muligheder:
- Du opretter en stereo aux bus hvor du placerer en stereoreverb og/eller en stereodelay - Du opretter et stereo spor og rykker dit mono signal derned, i dette tilfælde din fingerspilsguitar.

Den mindst tidskrævende, og den jeg i 9 ud af 10 tilfælde vælger er sidstnævnte.
Placer en rumklang på sporet, med en wet/dry på et sted mellem 30 og 50, så rumklangen fylder en del. Skal den ikke blive for spacy, så kør den lidt ned. Tiden rumklangen skal vare skal være tilstrækkelig til at den høres nogenlunde i mixet. Har du mulighed for at panurere reverb'en, så panurer den lidt væk fra dér hvor din optagelse ligger i mixet. Allerede nu vil dit signal fremstå noget mere klart i mixet!

Du kan også som anbefalet i afsnit 1 køre en stereodelay på, hvilket er min foretrukne løsning i mange tilfælde. Sørg for at gøre delay'en meget fjern i mixet, og stereoudvid den gerne så meget du kan. Så vil din guitar ringe ud alle sider af højtalerne, men stå stærkest dér hvor du har placeret den i mixet.

Når vokalen skilder sig for meget ud fra instrumenterne bag den, eller når de i modsatte tilfælde skilder sig for lidt ud fra sig selv:

Teknikken med at kopiere et spor og gøre det fasekorrekt kan naturligvis også bruges til en hel del meget andet end guitarer. Jeg står nogle gange i den situation at jeg har et omkvæd hvor leadvokalen skal ligge solidt i midten, men hvor nogle ekstravokaler også skal ligge i baggrunden. De skal helst ikke ligge sammen med leadvokalen og forvirre lytteren. Hvad gør man? Nogle gange panurerer jeg en af ekstravokalerne ud til den ene side. Men nogle gange bliver den trukket for meget i baggrunden i forhold til væsentligheden af den i mixet. I dette tilfælde kan du vende tilbage til eksemplet med at kopirere, fasekorrektionere og panurere ud i hver side. I dette tilfælde vil du altså få en vokal helt ude i venstre og højre side, samt en fast lead vokal i centrum, og de vil hver især fungere helt adskildt fra hinanden.

Et eksempel på en sang der gør brug af denne teknik kunne for eksempel være Angels & Airwaves sang "The Adventure", hvor al vokal i omkvædet ligger ude i hver side i stedet for at ligge midtercentreret. I versene står vokalen ellers skarpt og solidt i midten og pumper. Sangen kan høres igennem internettet på følgende linkadresse: http://www.deezer.com/track/894323.

Føler man at ens midtercentrerede vokal står for meget i midten er der også noget at gøre. Jeg arbejdede for et pop-punk band, hvor vokalen skulle stå længst fremme som overhovedet muligt i mixet. Jeg følte dog den stod for langt væk fra de resterende elementer. Som forklaret så mange gange før, kopierede jeg sporet på et spor nedenunder, rykkede det nogle ms, 26 er et godt startsted, kørte vores allesammens Voice Doubler 1 preset fra PSP Audioware 608 MultiDelay på den, eq'ede den anderledes, og skruede meget ned for den, således at man knapt kunne høre den i mixet. Sammen med originalsporet gav det dog en følelse af at originalsporet stod klart og skarpt i midten, imens det stereo expandede kopierede spor strakte sig ud mod siderne og mod den resterende musik. Derudover havde den også en anden EQ indstilling, hvor andre frekvenser fremhævedes, og det skabte desuden også mere fylde på nogle andre frekvenser end dem der fremhævedes ved leadsporet.

Jeg tror egentligt jeg har forklaret godt og grundigt hvordan delayplugins og fasekorrektion kan skabe en masse ekstra fylde. Derfor vil jeg nu begive mig mod enden.

Udstyrsanbefaling og afrunding:


Waves Doubler

Har man lyst til at begå sig ud i det med en Doubler, er Waves et godt sted at starte. Med deres legendariske plug-in ved det familliære navn Doubler, har man alle mulighederne ved hånden. Pitch shifting, time shifting, Delaying, Stereo Expanding, Equalization, panurering osv. Gør sig især også nyttig som en god effekt til leads indenfor elektronisk musik. Personligt har jeg ikke gode erfaringer med den på vokalspor, men indstilles den korrekt, er den ganske nyttig, også professionelt.

Anbefales til Synthesizere og guitarer som erstatning for Chorus.

Jeg vil gerne takke af på denne Delay Guide nu. Det har været en fornøjelse og en lærerig oplevelse for mig selv at skrive om dette, og jeg håber der er faldet nogle tips og råd af på vejen. Selv er jeg da blevet klogere på et par ting.

Hav en god sommer til vi skrives igen.
Men jeg elsker Caroline hehehehe

Part 2: The Delay Effect - The Rhythmical Mix

Previous part of the delay-theme concerned how delay can be used as a delicious atmospheric effect. Today it's going to be about how the use of delay can make miracles for the complexity level of the instrumental capacity, and how it can make your music more interesting to listen to.
Imagine that the frame of time before the signal will be reproduced on a given sound source is connected to the tempo, the original sound is aligned in. Then imagine determing at what rate or rhythm the signal will be repeated in.

There are also others who have imagined this, one can safely say!

The Audio Technicians Troubles:
Once, echo-deployment technique's was one hell of a nightmare. We have not always had these manipulating machines, but fortunately we got those a few decades ago, but once we had to record the requested echo in a natural, echoing, reverbing environment. It was hard enough, and therefore, the demand for machines that could record the signal and echo it a certain range of times with certain intervals between each play was high, in order to emulate the effect of an echo in natural surroundings, even with or without the resonance of the room.

The mega-popular "Roland Space Echo" was introduced as one of the first and very best machines for fulfilling this demand. Back then, it came in a very compact package, for the time being.

But it was only with John Martyn (Just listen to Glistening Glyndebourne) that we began to experiment with echoing as a rhythmic effect. Martyn developed his own playing technique, based on dotted 1 / 8's rhythmic delay. This delay was then taken to mainstream heights through U2's The Edge, through whom Martyn's technique has become Edge's trademark. Later, many others have been using the effect in the same manners, including some of my own personal biggest idols, and in my own music, this effect is used strongly.

From there it went in different directions. The delay formed the basis for other new things such as reverb, chorus, flanger and phaser, and sound engineers tested a lot of different techniques with phase accuracy and doubling. While it also gave us as musicians the opportunity to develop new playing techniques, such as we saw Martyn and The Edge do it, it became founder of tons of wavemanipulating techniques.

But it is not only to the dotted 1 / 8's that the delay has had its foothold as a rhythmic effect. The popular reel tape recorders that could record a signal, and reproduce it hundreds of times, made it possible for everyone to loop their own performance and build on it. This was especially smart with the aforementioned Roland Space Echo, and it was a hit for solo guitarists to play long solos where they reconciled with their own performance, and moved into the wildest of soundscapes.

But let's move on ...:
I will now show you how this works in practice. I'll give you examples of which delays work for what, and how they should be adjusted.
For absolute guideness, I have made a few audio samples of a signal in the dry and delayed mode.

Lets first hear the dry signal without effects attached:

Dry signal

Let's play back the same sound. but with a 1 / 4 rhythmic delay at (400 ms at 150 bpm):

1/4 signal

And finally a signal with a dotted 1 / 8 's rhythm (300 ms at 150 bpm):

1/8 Dot signal

Let me throw a comment to the last specified audio clip, which is set accordingly as Martyn first introduced it in the old days.

When you want to give your instrument or basically any signal an echo, and you want it to be rhythmically based, you must first find out how many milliseconds time between sound and reproducement the given rhythm needs, in connection to the songs tempo. Either you calculate it yourself, or find something to do it for you. Last mentioned is the only solution that works in practice and are perfectly correct every time.

Here I can recommend you everybody's favorite -Delay Time Calculator 1.0.
And why? Well, first and foremost it is freeware, it requires no installation, take up less than half a megabyte on your harddrive, and most importantly, it has a simple, accessible interface. You type in the tempo, the desired rhythm, whether it should be punctured/triplets (or not), and lastly, you press Calculate. Then you'll have your milliseconds in front of you.

For everyone's sake, I've taken a picture of the program and directed a small example. Here's how we would calculate if we had a song in 150 bpm, and wanted dotted 1 / 8 'e.

What we choose to delay our audio is one big jungle. Should the delay be retro and analogue? Should it be digital and modern? Should it be spacy and run multiple times? Must it be even more spacy, and also modulate the signal with filtering and so on? All this is up to you and your preferences.

Therefore, I will write up some examples of ways you can use the delay and what you can produce with it.

Firstly there is the essential choice:

Must the delay be placed before or after the recorded signal?

Well, you see, have you ever sat with Guitar Rig, Amplitube, ReValver, Pod Farm, or other of similair ampsimulators, and tried to incorporate a driven guitar, but recorded your tracks without the drive - instead with a completely dry and clean signal? Your point has surely been to then put on the driven sound afterwards. If yes, then you have learned, that the lack of "feel" is very audible. Because you recorded your drive guitar completely clean and raw, you've needed the feel of playing with the correct sound, and therefore your performance lacks the sense of rightness.

The same applies to delay. Try to imagine a performer playing a rhythmic echoed guitarpattern, without being able to hear the rhythm. When delay are added afterwards, you will be surprised by how uneven and untight the performance ended up.

So, be sure to delay your signal before recording it. But - place the delay last in the chain. After the amp, not before. If you place it before the amp, the delay will be echo the raw sound, not the driven one. There are many ways to use the delay. Here, I present a couple of them.

The Analog Tape Echo:
This has had its strong point as a looping machine, bringing crazy delaytimemanipulating effects to life through the ages, and is particularly good because the signal is sent back through the tape sounding very warm and flat without any annoying top frequencies, and therefore, this works well as an anonymous feature, running "under" the drysignal.

The drawback to this is the rhythmical feel invalidated when dry and wet signal are very far apart. Since we are not all running around with reel tape recorders today, Boss had a smart solution: Boss RE-20 Space Echo. Modulated upon the Roland Space Echo, this one is a digital floorboard-sized pedal that can be used to record very long passages, and loop them, or to produce (and by that the name) spacy echoscapes.

The Modern Delaypedal
In many ways, one can safely say that "Digital" is a term, the fewest people are looking for when looking for outboard gear, pedals, instruments and so on. But sometimes the digital world has advantages. Let me introduce one of the world's most popular pedals, Line 6 DL4. Why choose a digital delay?

Well you see - with digital technology you get your signal recorded in 24-bit, real stereo, which allows you to manipulate your signal in the most grandiose ways. You can get a guitarist to sound like he has overdubbed his takes, and you can create a much more wide stereospectrum on a single soundsource. I will describe how to use the DL4 or other stereodelay's for just that in the last section of this series.

With a stereodelay, your signal will be reproduced 100% as the sound came, apart from the built-in filters you can modulate in different directions. This could be bass and treble, for an example.

A disadvantage is that you can not dynamically manipulate your signal in the wildest ways, like some alternative units can. Where the Boss has 2 expression pedals and gives tons of modulation and looping choices, you must settle with "only" the high-fidelity rhythmic style reproduced signal, produced by most of the modern delaypedals.

Equipment Recommendation:
Last time I recommended one of the most simple delay plug-ins. Today, I will recommend one of the most heavy ones.
The animal is called PSP 608 MultiDelay. They brand themselves upon the statement that they have the largest amount of options on a delaypedal on the market, and I must admit that I believe them. The 608 is a delightful mix of tape echo and the modern echo, I have been praising so much. You can do crazy varieties from your drysignal, as it supports the entire 8 different delay "channels" on your track. It allows you to manipulate the sound in almost infinite ways. The sound is hot, and it has lovely built-in filters, and lots of opportunities for pans, Stereo Widening, reverb and much more. In addition, it has a fantastic bank of good presets that can really pull you in many directions. But I think it is a drawback that it is very hard to adjust properly, especially for rhythmic patterns. None of the included presets I have tampered with rhythmically functions well. This shall be used more as an atmospheric effect.

STRONG TIP:
This is one of my most frequently used techniques, and it involves the 608.

If you are going to copy a track for more fill and widening, and want to avoid phase problems, it will never be the same as a double-take to copy and move the track 15-20 ms. But actually, I ball out of the same street. Move the copied track 15-20 ms, open the PSP 608 MultiDelay, and open the preset "Voice Doubles 1". It really creates a stereo image, and you will suddenly hear a more natural reproduction than you do when you simply move the track a few ms.

This tip is especially recommended for filling out the vocal or solo guitar. It should also be mentioned that the Voice Doubler 1 acts as a strong Stereo Widener, and therefore, it just creates more fullness in the sense that the drysignal lies somewhere solidly in the middle, while the wet track "space out" and create a wider, fuller sound, underneath dry signal. Great feature!

Follow the next and final post, when it is about studio tips (which I already gave a little attention already, whoops).

Part 1: The Delay-Effect - The Empty Mix

One of the most basic and frequently used effects in sound art in recent decades is without a doubt the delay effect. Even reverbalgorithms consists of lots of small delays, which all together adds up to a whole. Delay is to be understood as "Echoes". What delay does in practice is to reproduce a sound with a given space of time between the original sound and the reproduction. It is then optional to estimate a given number of times the echo will repeat, and a particular rhythm or "time", the echo will be running at. It can either be used as a rhythmic effect, an artistic effect, or a "fill-out" effect to widen the perspective of the mix. It has the power to manipulate sound waves and the ear's perception of sound. This philosophy is also to be seen in chorus, flanger and phaserpedals do. Here too, it is modulated echo algorithms that create the wild sounds we can get out of a sound source.

In this series of posts, I will describe all my ways to use the delay as inspiration to both me and you.

I will divide it into 3 sections - divided into 3 posts. A rhythmic section, a "fill-out" part, and finally a section on study tips, where delay can be used as a power that can create miracles in your mix. In this post, I will be talking about the delay as "fill-out" effect, which purpose is as previously stated to widen the perspective of the mix.

The empty mix:
Do you feel that you have a solid basesound on vocals, but that it feels like it's standing outside the mix? Or maybe you are rocking out a lead-guitar solo, but it just doesn't stand enough apart, no matter how you look at it? I've certainly thought this a few times or 10 in my life.
In this case, it's a very good idea to consider using delay. In very grandiose music - rock as pop, orchestral ballads, dance, metal and anything else punchy, delay is very often used to fill the vacuum left out.
Take a listen to the vocal track on one of your most powerful songs. Is there not a delay, reproducing the vocals, somewhere deep in the mix? Or what about your favorite guitar solo on any Iron Maiden album? It's to be found anywhere in my record collection at least.

And so to the heart of it. If you, like me, have been using delay on singers' vocal tracks, guitar solos or the like, but they seemed fill too much in the mix, you probably turned them down to where they are so far back in the mix one barely hear them. They appears to be filling out too much of the mix, because the reproduced audio signal is just as dry as the original one, just in a different volume. This is not the way to do it!

In all qualified Workstation software, you can work on aux buses, and now you need to involve just that.
This little guide will help you out with opening an aux bus up, to then followingly guide you through creating a clear, yet distant delay as you hear it in your favorite music.

In the attached pictures you can see a series of framed "boxes". I have framed them to highlight what is important to focus on. Since I did not have internet in the studio at the time I wrote this article, I produced all material for these guides elsewhere, and because of the lack of audio software at this location, I just installed a Cubase 4 LE, and found a couple of free plugins on the internet. It is not plugins I use ever at my serious work, and this just functions as examples of how a chain could be.

Open the project where you would like to fill the empty void with a delicious delay, which WON'T be dominating or annoying the mix.
As I mentioned earlier, there is labeled an "aux bus." While your whole mix is running through a master bus, which you can turn up or down on the master fader on your transport bar, there are also a lot of internal busses in your project; or at least you can create them. In this case, we must put up an effectbus.

I run with Cubase, and has also made this guide so that it fits Cubase. But I'll try to explain this as objectively as possible. If you are a regular Cubase user, find where to add new tracks to the project and select "FX Channel". This could arguably be called "Create Aux Bus", "Effects Bus", "Aux Channel" or something like that in all other DAW's, but here it is entitled FX Channel. From here, select your preferred delayplugin. I will be listing plugin recommendations in the end, in order to give you an idea of what to choose. As you can observe in the picture, I chose the plugin "KXDELAY2--p", which is a freeware delay plugin. There'll now be created an effect bus for the plugin KXDelay 2.

The smart thing is not just that you can assign a plugin several plugins on top of it, but also that it will save you a great amount of computer resources. Instead of having to put plugins on a track "insert" each time, and thus constantly increase the pressure on the CPU and RAM, you can now send your tracks through a plug-in bus, and by that have plenty of extra power to play with. There are also other benefits you'll learn about in practice.

Once you've done it, find the audio tracks you would like you to assign to the delay. As you can see on picture 1, you'll find "Send" between the various options you have on the audio track. It is through the "Send" you send the track's signal through a second channel. Choose to send the signal through the newly created channel "KXDELAY2--p", or what it will now be named among you. How much of the delayed signal that will go through is up to you. Here it is about finding the perfect balance. It should preferably not fill up too much. I usually run it up to about -7 dB as a maximum.

Now you are halfway. You have sent your audio signal through an effects bus, which you've also just created. In reality, you have already assigned delay to your signal. Try for yourself to play back your tracks! But that would also be just the same as just adding delay as a insert on the channel - and then all this hassle was for no matter!



Therefore, as the second picture suggests, find the FX Channel where you've put up the delay. Form your delay, so it fits you well. When you are satisfied with the delay, then it's time to be creative!
You have shaped your delay, now is the time to shape the sound of it. Here is what I usually do.
In order to make the delay not dominate the mix too much, I usually cut most of the bottom- and topfrequencies. Maybe not all of them, but that would not be a completely stupid idea. The freeware EQ I found had neither Low- or Hi-Shelf, Low- or Hi-cut, but only just traditional peak bands. I pulled both the bottom and top completely to a minimum. It must be so that you only get the mid-frequencies of your signal. That will make it audible, (mids make things stand strong), but distant (removing top also means making things feel more "distant"), and without mud (bottom frequencies tend to mud up the mix).
Then, to create the "space" and fill in your delay, all you need is a simple (and yet complex) thing - reverb. Add a reverb on to your delaychannel and adjust the wet / dry until there is a fine balance - I tend to think 50% is a good option.

You can play with this for an eternity, that is really the point of learning and finding your own way, but this is enough for your delay to stand clear in the mix, without dominating anything. It feels distant, and is serving as "fill-out" on your mix. Try this example on your lead guitar, or your lead or backing vocals!

----------------------------------------------------------------------------------
In each of these posts, I will include a plugin recommendation.
Here is my favorite Stereo Delay that you can use for just that.
Normally I am not a fan of Steinberg plugins. I always use plugins from other sources than Steinberg, yet I see myself never going away from a single plug from Steinberg. It is recommended for all its good transparent sound and absolute simplicity.

Steinberg Double Delay:
A Stereodelay plugin that was introduced with Cubase SX3. The simplest of the simple but yet with a completely transparent sound - and you can run hundreds of them without playing out the CPU. Normally one might wish for colored sounding delay, but the goal here is to color the sound with our own effects for full flexibility and individuality, so transparence is very important. I use this plugin as the first plugin in the chain of almost all delaychannels I have ever run.

Next time there will be recommendations to the slightly larger, serious and (therefore) expensive delayplugins.

Dynamic Processing and the bass

It has recently been troubling my mind that the bass was always muddy on my mixes. In this case, I do not think of the bass as the total amount of bass of all the instruments, but simply the bassfill of the single instrument - the bass guitar.

It was quite enigmatic to ensure a clean, smooth volume that stood clear and bright in the mix, without problems with muddyness at the bottom. Before I was able to let the bass guitar play back on a regular volume, I compressed it with a deep threshold (-30 dB, was not quite rarely seen), and with a ratio between 3 and 4. In addition, it should also be the instrument that put the largest amount of bass in the mix. As a matter of fact, it should be the only instrument playing around in the deepest frequencies, together with the kickdrum.

I quickly realized that it was easier said than done. As described earlier, it was one hell of unmastered transients, and you could clearly feel the bass hanging over all elements in the music - rather than under.

I switched between a wide range of compressors in my quest to find one that did find the sweet spot between keeping tight tone, but also dynamics and punch, but no clicks and crackle. I had fine results with API or SSL compressors. Waves Rcomp or C1 Comp also did a good job, but as soon as I started to fill in the bass and treble, the problems were back again.

Suddenly it dawned on me. If I had fine results with the compressors, but the problems first appeared when I added or decreased decibels to some frequencies - why did I not compress some bands more than others?

I thought quickly upon the idea of a multi-band compressor. If you do not know what this one does, here goes first a little explanation of what a normal compressor does. A compressor limits the dynamics, by squeezing the highest and lowest peaks together, so that the sound level becomes more even. This can be done by degrees, and you can use it as a little addition, or you can make it so tight, that even the weakest impact on the sound level is on volume with the hardest.

A multi-band compressor, however, is pretty much the same. The only difference is that more compressors than one are active, spread out over different spectrums of frequencies. A typical multi-band compressor of the higher class usually has 4 bands, all of which may be set individually and completely different from each other.

Like I wrote in the last article about Limiting, many of the same tendencies exist on this market too - there are many bad and few good software-based plugins. Since I typically work in software, and has no special outboard to speak of, I have been looking for a great multi-band compressor.

And finally I found something that absolutely cured all my problems!
This time it's a plug from the Waves series. C4 is it's name. It compresses like Waves own Rennaisance Compressor, which I also have had fine results with on Bass, Toms and other instruments in the low frequency spectrum. RComp is not a punchy compressor, and goes to great lengths with smoothing out the dynamics, without turning the instrument "Clicky" (like you would see from a lot of cheap compressors - it's not a bad thing at all, clicky compressors are used in large scale on snare drums, kick drums, and everything else that need a transient boost). And the built-in EQ is the same technology as in their Equalizer series "Q", which simply put is my favorite Equalizer, along with Flux Epure.

I placed the C4 on the bass bus, and loaded a preset that was optimized for bass, which also functioned as a Deesser. It had a tight release on the topfrequencies.
The result was a surprisingly smooth bass with no mud at all - and then I could go back in my plugin chain and raise the high mid / high frequencies for more clarity, without the "click" - it did both function as a great Deesser and as RComp limiter-like compression.

Recommended for bass instruments, pianos and synths, or generally any instrument acting in the spectrum between 30 and 4000 hz.

Hi World - Introducing Limiting

With these words, I am introducing the first written words on my brand new blog, through which I hope I will help some desperate souls, or at least just myself. The goal here is to make myself smarter on the techniques I use myself in my daily work, and to get them down on paper, so I can go back and read up on my own tips.

Today's post is about my favorite limiter plugin; Voxengo Elephant. For those of you who do not know what a limiter is, here goes a simple explanation of its function.

A limiter limits the signal level of a given sound source to an attached value of decibels. Since digital media is "distorting" any peaks above 0dB, virtually all technicians limits, or in popular terms, "clips" the signal at 0dB.

What this means in practice is that with a limiter on your track, you will never see the track distort; it will never exceed 0dB.

This technique is mostly used to get the volume up on a track, or typically to raise the volume of a whole mix. This is very similar to a compressor, which compress the lowest and highest peaks, to make the audio levels even, in order for us to be able to raise the volume further without the digital distortion. In terms of limiting, the more you'll gain the volume, the harder the job gets for the limiter to keep peaks below 0dB. Particularly cheap or free plugins on the market are especially troubled with this, and therefore limiters are pricy, and well worth it. But also the very biggest and most expensive limiters from Waves, PSP, etc, have problems when the gain turn over 3dB. It may not distort the signal, but it will kill all transients and dynamics ; your track will not either sound or feel right, for the most types of music. It will sound like a digitized overcompressed mud box, nobody will praise.

Therefore, all the major software and hardware manufacturers of processing gear are battling and competing right now, and they have done so since the 90s, to make the limiter that can press the bit of extra decibels into a track or mix, that the other ones can't - without destroying the dynamics. This is a question of minimal loudness differences, which nonetheless makes a world of difference on a competitive level between volume in different publications.

For quite a while, Waves sat on the tip of the Loudness throne with their "L2 UltraMaxiMizer" . It is an fairly transparent, yet coloring limiter which comes in both software and hardware form. Later they updated it to an "L3" edition, though not all agree that it wins over the L2 in all scenarios. Let me say that my own experience with the L2/L3's are mixed. If you come around 4dB gains, it will color the sound in an undesirable manner. It gives exactly the digital "oomph", few of us are looking for.

That's why you must resort to other means, if you want to achieve the highest gain of decibels without sacrificing the dynamics and transients. IZotope came shortly after, with their "Ozone" mastering limiter / eq / multibandcompressor. It goes to 4dB or over fairly well, and feels much more transparent than Waves otherwise very strong L2/L3 limiter.

But is it enough? The struggle has continued, and recent additions is from Voxengo, who just released their Elephant limiter. Elephant is an exceptionally cheap limiter, and is by far the cheapest of the professional limiterplugins. It comes at a price tag below the budgets of a homestudio. It is very CPU-friendly, and in terms of sound? - crazy good.

Here is what makes Elephant a brilliant limiter. There are none that are as transparent as Elephant. That's what you need to know. For those who want further explanation - Elephant retains punch and frequency relationship up to about 6 dB gain, and with the right settings, it can keep a track's original punch and clarity without any nasty feeling of digitization. Elephant presses volume higher than any limiter on the market without artifacts.

And we know little yet! Besides being the ultimate best on the market, it too is ultimately the most flexible limiter I've ever seen. Voxengo has given us so many features available that we'll have to work for months with Elephant before we understand all its features. When we do, we can tweak it to fit completely in with our track, and the loudness level we seek. It supports up to 8x Oversampling, 100% customizable Knee and release settings, built-in dithering, DC offset filter, and much (much, much) more.

Even the harshest of the loudness critics, the ones who always have spoken out against the loudness war and any kind of hard limiting, have had to recognize that the Elephant really functions as a nice transparent way of increasing output without digital artifacts. And it costs literally nothing.


Can be used at both individual tracks and the mastering the bus, last in the chain obviously. The built-in dithering is highly recommended.